top of page
monica og scott - aug 2022 051.jpg

UNPLUGGED BRYLLUP

HVAD ER ET UNPLUGGED BRYLLUP?

Et "unplugged" bryllup er, når brudeparret beslutter, at de foretrækker, at deres bryllupsgæster ikke tager fotos eller deler dem på sociale medier. Der er forskellige variationer af dette koncept, fra kun at have en unplugged ceremoni til at implementere en streng "ingen fotopolitik" for hele bryllupsfejringen eller endda en komplet "social media blackout" indtil den næste dag eller indtil brudeparret selv har annonceret deres ægteskab.
 

HVAD ER PROBLEMET MED AT TAGE FOTOS?

I løbet af de sidste 15-20 år har indbyggede kameraer i mobiltelefoner og de sociale medier ændret måden, vi deler vores liv på. Nu har de fleste mennesker muligheden for at tage billeder eller videoer og dele dem med verden på få sekunder. For mange er det bare sjovt og hyggeligt, og mange er aktive på TikTok og Instagram, hvor de deler deres liv med alle. Det er ikke i sig selv et problem, hvis det er det, man ønsker. Udfordringen opstår, når ikke alle ønsker, at deres liv skal deles online. I de seneste år har der været en modreaktion mod det eksplosive brug af sociale medier, og flere og flere vælger at begrænse deres tilstedeværelse på nettet så meget som muligt. Det er vigtigt at respektere dette, selvom det som gæst kan være fristende at dele denne fantastiske oplevelse med venner online. Hvis I overvejer at holde et helt eller delvist "unplugged" bryllup, er der nogle råd, I kan tage til jer. 

FORDELE

 

1. NÆRVÆR
Fraværet af f.eks telefoner under jeres bryllup skaber et øget nærvær. Uden distraktion kan gæsterne fuldt ud opleve og fordybe sig i den planlagte begivenhed. Det øger deres evne til at lytte og huske ceremonien. Samtidig åbner det op for interaktioner med nye mennesker. Dette skaber en dybere forbindelse og en mindeværdig kærlighedsfest.

2. PROFESSIONELLE FOTOS
Ved at hyre en professionel bryllupsfotograf får I billeder af høj kvalitet. De kan håndtere forskellige lysforhold og fange øjeblikke perfekt. Dette sikrer, at I får billeder, der skiller sig ud fra gæsternes mere tilfældige fotos. Derudover undgår I kampen om fotografens position og gæster som går i vejen for de smukke billeder. Det betyder, at fotografen kan fokusere fuldt ud på at fange de vigtigste øjeblikke i jeres bryllup.

3. PRIVATLIVETS FRED
Vi lever i en tid, hvor deling af alt og enhver online er blevet en norm. Men det er vigtigt at huske, at ikke alle har samme ønske om at have deres liv dokumenteret og delt på sociale medier. Selvom den person, der tager billedet, ejer ophavsretten til det, har de ikke automatisk ret til at dele det uden at tage hensyn til andres privatliv. Ud over at respektere jeres bryllupsgæsters rettigheder bør I også overveje de mennesker, I ikke har inviteret til jeres store dag. At dele fotos og videoer med personer, der ikke blev inviteret (men som måske føler, at de burde have været), kan skabe akavede situationer.

 

ULEMPER
 

1. UTÅLMODIGHED
I og med at der som regel går nogle uger før at I får billederne fra jeres fotograf, vil nogle gæster, og måske jer selv føle utålmodighed med at se billederne. Så sørg for at fortælle jeres gæster at de nok skal få billeder så snart I også har fået dem. Hav en delingsplan på plads om hvordan jeres gæster også kan se billederne. De fleste professionelle fotografer tilbyder flotte online gallerier, hvorfra man både kan downloade, men også bestille print efter ønske. Og tal evt. med jeres fotograf om at sende en 'sneak peak' af en håndfuld fotos et par dage efter brylluppet. På den måde får man en fin smagsprøve som viser hvad man kan glæde sig til! 

 

2. BROK
Selvom det selvfølgelig sjældent er så dramatisk, er den største ulempe med et ”unplugged” bryllup at skulle høre på nogles brok. Ikke alle er lige forstående (eller enige) i jeres beslutning og vil måske endda føles sig krænket over at I skal bestemme over deres egen brug af deres telefon. 
Nogle gæster får måske også deres børn passet og vil gerne være til at få fat på hurtigt, skulle der ske noget. Men husk at alt jo er med måde. Jeres gæsters telefoner skal jo ikke låses inde i et skab. De har dem stadig på sig og vil i nødstilfælde godt kunne gå ud og tage den. Disciplinen ligger bare i at ikke bruge den som kamera og/eller sidde og kigge ned i den, frem for at være til stede med jer.

BEGRÆNS "UNPLUGGED" DEL AF BRYLLUPPET

 

I behøver ikke at have et helt "unplugged" bryllup fra start til slut. Jeres vielse er det perfekte tidspunkt til at bede gæsterne om at lægge deres telefoner væk og nyde øjeblikket. Jeg anbefaler ofte mine brudepar at bede præsten eller en lignende person om at minde gæsterne om at beholde deres telefoner i lommen eller tasken. Selvom mange skriver det i deres invitationer, er der altid nogle, der glemmer det, og det kan være akavet. Jeg har faktisk oplevet en situation, hvor en gæst, på trods af gentagne påmindelser fra præsten og ønsket fra brudeparret, fortsatte med at tage telefonen frem og filme flere gange under vielsen. Det var virkelig ubehageligt at være vidne til, da præsten tydeligvis blev mere og mere irriteret og blev afbrudt i sit arbejde. Heldigvis sker det ekstremt sjældent at nogen ikke overholder "reglerne". De fleste har ingen problemer med først at bruge deres telefoner efter vielsen er slut. Men flere og flere beder også folk om at respektere, at de ikke ønsker, at billeder deles på sociale medier. Den vigtigste del af at arrangere et helt eller delvist "unplugged" bryllup er kommunikationen med jeres gæster. For nogle af gæsterne kan det være første gang, de hører om begrebet "unplugged bryllup", så vær opmærksomme og forstående. Det kan føles grænseoverskridende for nogle.

BAND, DJ ELLER
PLAYLISTE?

TIDSPLANEN

FOR DAGEN

DEN GODE
BRYLLUPSTALE

FIND DEN
RIGTIGE FOTOGRAF

UNPLUGGED
BRYLLUP?

HVAD SKAL DER SKE
TIL RECEPTIONEN?

bottom of page