
RECEPTIONEN
HVAD SKAL GÆSTERNE TAGE SIG TIL?!
Som professionel bryllupsfotograf oplever jeg ofte, at brudepar bekymrer sig om, hvad gæsterne skal lave under receptionen. Især når I som brudepar skal have taget portrætter og være væk i et stykke tid. En reception kan vare fra 2 til 5 timer, og ja, 5 timer kan virke lang tid at fylde ud. Men der er situationer, hvor ceremonien starter tidligt om morgenen, og middagen først begynder sent på eftermiddagen. Jeg vil virkelig anbefale jer at undgå sådanne lange dage med mindre, I har arrangeret overnatning til gæsterne. På den måde kan I tilbyde 2-3 timers "fri leg" efter receptionen, hvor gæsterne kan slappe af på deres værelser og endda skifte tøj til middagen.
Dog varer de fleste bryllupsreceptioner omkring 3 timer, og selvom det måske virker lang tid at fylde ud, er det faktisk slet ikke så slemt. Husk følgende:
-
Mange af jeres gæster har ikke set hinanden i lang tid. De vil snakke og opdatere hinanden om deres liv.
-
De har lige set jer blive gift! Det er en stor begivenhed, der giver masser at snakke om.
-
Der er lækre snacks, forfriskende drikkevarer og god musik!
-
Alle vil gerne hilse på jer og ønske jer tillykke.
-
Aftal med jeres fotograf, at I ønsker familie- og gruppebilleder af alle jeres gæster! I vil modtage billederne digitalt og kan dele galleriet med jeres gæster, så de kan finde billeder af sig selv.
Som I kan se, behøver I ikke bekymre jer om, hvordan gæsterne skal fordrive tiden. Jeg har oplevet receptioner, hvor man har presset for meget ind af frygt for at folk skal kede sig. Men der er virkelig ingen grund til det. Tværtimod kan det ende med at være stressende og have den modsatte effekt. Folk skal hygge sig og slappe af!
I en 3-timers reception, hvor jeg som fotograf har brug for at have jer alene i en time, har vi en time uden jer og to timer sammen. De to timer sammen kan bruges på at mingle, nyde bryllupskagen og tage billeder med og uden jer. Det er også en god idé at sørge for lidt underholdning til gæsterne, især når I går ud for at tage portrætter med fotografen. Det skal dog ikke tage overhånd eller virke påtvunget. Her er nogle eksempler på, hvad jeres gæster kan lave med og uden jer under receptionen:

HAVESPIL
Stigegolf, kroket, ringspil osv. Der er mange muligheder for at lave små spil rundt omkring i den have man holder reception i. Skal I være indenfor kan mange af spillene også bruges der, hvis man bare har tæppe som underlag.
TRYLLEKUNSTNER
(alternativt ballondyr til børnene)
Jeg har efterhånden haft flere bryllupper, hvor man har hyret en professionel tryllekunstner til at underholde gæsterne i en halv times tid. Det er super sjovt og giver bestemt stof til snak efterfølgende.
TATOVERINGSBAR
Hvis man er et brudepar med lidt kant, er det sjovt med en tatoveringsbar! Det er selvfølgelig ikke permanente tatoveringer, men mere som dem man finder i tyggegummipakker osv. Jeg har set det nogle gange efterhånden og det er et hit, hver gang!
LIVEMUSIK
Der er ikke meget der kan sætte så god en stemning, som livemusik. Det behøver på ingen måde at være et helt band, men bare en lille duo/trio eller en strygerkvartet, hvis det skal være ekstra elegant.
FALSKE TJENERE
Selv om det er lidt gammeldags og revyagtigt, så er det begyndt at få en lille revival. Når jeres gæster vitterligt ikke ved at tjenerne er falske, er det helt vildt underholdende at se dem blive forbavsede over, hvor akavede de er. Og jo, indrøm det… det er altså lidt sjovt!
KASSER MED GODE RÅD!
I laver en kasse med låg som først skal åbnes på jeres første årsdag. Og så beder I alle jeres gæster om at skrive en lille hilsen på en seddel og smide i kassen.
Det var bare nogle eksempler på hvad I kan underholde jeres gæster med. Og der findes rigtig mange andre ting også. De vigtige her er bare at ikke overdrive og dermed fratage gæsternes frihed til bare at hænge lidt ud med hindanden og jer.