Pladeværkstedet.jpg
Weddingphotographer Nikola Majkic

Professionel bryllupsfotograf/videograf, DJ og wedding-day-side-kick! Men de fleste kalder mig bare Niko.  Jeg er født i Kroatien i midt 80'erne, opvokset i Sverige og har boet i Danmark siden 1997.  

Jeg har arbejdet med bryllupper siden jeg var 20 år og jeg elsker det! Som lille tegnede jeg meget. Også i skolen. Faktisk så meget at jeg måske nogle gange glemte at høre efter, med mindre det var noget virkelig spændende! Så da min barndomsinteresse for at tegne blev skiftet ud med et kamera for mere end 15 år siden, foregik det også på mine egne præmisser. Hvilket også betyder at jeg er selvlært. Og i dag lever jeg af det.

Jeg har så længe jeg kan huske det, nørdet film og hele det cinematiske univers inspirerer mig enormt i mit arbejde, i form af lys og farver. Yes, jeg er typen som kan snakke film i timevis. Og jeg kan helt sikkert også fortælle dig en masse sjove historier om alle mulige film, hvis I spørger.


Kombineret med min naturlige evne til at være god til mennesker, har jeg på alle måder fundet min rette hylde. Jeg sætter stor ære i at være med og jeg vil rigtig gerne kvittere, med det jeg er bedst til. Nemlig at skabe minder med jer, med billeder og video og få dem til at vare for evigt. Jeg går meget op i god service og at give jer en følelse af tillid, ro og professionalisme. Det kan jeg nemmest gøre, når vi har skabt en ægte relation og en afslappende stemning omkring hinanden. ​Så lad os starte med en kop kaffe!

Jeg glæder mig til at møde jer! 
Nikola Majkic

LIDT MERE PRIVAT

Jeg har prøvet lidt af hvert. Lad mig sige det sådan. I 1984 blev jeg født i det, som dengang hed Jugoslavien. Da jeg var 7 år gammel, brød borgerkrigen ud i landet og vi flygtede til Sverige. Der startede vi forfra og efter et par år fik vi opholdstilladelse og kunne derfra komme videre med vores liv. I 1994 blev min lillebror født og og 3 år senere flyttede vi til Danmark, da min far, som er fysioterapeut fik tilbudt et job. Så startede vi lidt forfra igen. Men det var ok!

Mine teenageår var ligesom de flestes. Det sørgede mine forældre for. Fest, lidt ballade og farver.  Men der har altid været et eller andet i mig, som aldrig fik helt ro. Om det var fordi jeg altid følte mig lidt anderledes, i og med at jeg var fra et andet land, med en anden kultur, ved jeg ikke. Men jeg er taknemlig for alt. Også alt det som var svært, nogle gange at have tæt på. Racismen, rastløsheden, frustrationen over ikke at høre helt til, eller bare det ikke at vide hvem man er. Det blev modarbejdet med kreativitet og med at tegne og nørde med computere. Og senere hen, kom musikken ind i billedet. Jeg havde endeligt fundet min første store kærlighed i musikken, i mine sene teenageår. Og da jeg var 20 år pakkede jeg en taske og to guitarer og skulle leve af musikken. Det kom jeg aldrig 100% til, men mine 20'ere bar præg af hårdt arbejde, rigtig mange koncerter, uendelige timer i studiet, et par nedture, som så blev kompenseret med en kontrakt, med et af verdens største pladeselskaber. Men selv om der blev skrevet autografer, givet interviews og turneret, var der aldrig rigtig penge i det. Og et eller andet skulle man jo købe mad og betale husleje for. Så ligesom så mange andre musikere, har jeg lavet næsten alt. Butik, lager, byggepladser osv. Men noget som blev hængende i mere end 10 år, var arbejdet med børn. Der var noget der, som holdte fast i mig og gav mig en stabilitet i økonomien og et arbejde jeg faktisk kunne lide at møde op til. Men efter 10+ år skulle jeg videre. Det var ikke det jeg skulle lave resten af livet. Min store kærlighed til musikken var stille og roligt kommet til vejens ende og drømmen om at skulle leve af musik var der simpelthen ikke mere. Jeg havde rundet de 30 år og var kommet til et sted, hvor der skulle forandring til.

Jeg havde i mellemtiden genfundet min interesse i det visuelle, hvor tegneriet dog var erstattet med fotografering og videoproduktion. Min livslange interesse og nørderi med film kunne også bruges og jeg kunne godt mærke at en ny stor kærlighed, var begyndt at blomstre for alvor. Fotograferingen gav mig mulighed for virkelig at kunne nørde tingene, arbejde med en masse dejlige mennesker og mest af alt, fandt jeg hurtig ud af at jeg var dygtig nok til måske at kunne leve af det. Det voksede sig større og i 2018, sagde jeg mit job og op satsede med det selvstændige liv. Og jeg har sidenhen kun fået bekræftet, at jeg har fundet min helt rette hylde. Der er ingen grænser for udviklingen og jo dygtigere jeg bliver, jo mere lyst har jeg til at blive endnu bedre.

I dag er jeg et sted, hvor jeg er tilfreds... for nu. For jeg tror aldrig jeg vil læne mig tilbage og bare blive færdig. Jeg kan leve af min passion og være min egen chef. Det er jeg enormt taknemlig for. Til dels også fordi jeg har det bedst med at tilrettelægge min egen arbejdstid og gøre tingene på min egen måde. Musikken er der stadig som en hobby og passer rigtig fint ind der. Den forsvinder nok aldrig helt.

Alt det vi oplever på godt og ondt, gør os til dem vi er. Og for mit vedkommende har det gjort mig til en person som er enormt kreativ, meget disciplineret og en menneskekender til fingerspidserne. Jeg kan mere eller mindre med alle og igennem min evne, at gøre andre trygge, er mit arbejde som fotograf, nok det helt rigtige sted for mig.

 

Når jeg ikke fotograferer og driver virksomhed, er jeg hunde-far til Luna på 3 år, storebror, søn, barnebarn, middelmådig basketspiller på et old-boys hold, bedste venner med Mirza og fodboldfan (men det er jeg slet ikke godt nok til at spille - heller ikke som old boys). Og så er jeg meget entusiastisk amatør-kok!